Generalforsamling 2018

Referat generalforsamling Hjortdal Beboerforening 2018

  1. Valg af dirigent – Anne-Sofie Kruse-Krogh
  2. Valg af 2 stemmetællere – Peter Vestergaard og Kristian Skjødt
  3. Formandens beretning

Årets begivenheder:

I begyndelsen af april indsamlede vi igen affald i Hjortdal og omegn. Som altid en hyggelig dag, hvor børn og voksne fik gjort vores område forårsrent.

Vi havde en dejlig Sankt Hans Aften på Slettestrand. Mange gode kræfter løftede, Ane Halsboe-Jørgensen holdt båltalen, Merula Band spillede på stranden, der var skotsk/irsk musik og kaffe/æbleskiver i Havbådehuset. Vi ”opskalerede” i forhold til sidste år, og det gør vi igen i år, dog med mindre justeringer J

Sange ved Havet gik på igen hver tirsdag i juli. Vi hjælper med stole og kaffe/kagesalg, og det er år efter år et tilløbsstykke. Samlet set når vi op i nærheden af 750 gæster i løbet af sommeren. Vi sætter stor pris på det gode samarbejde, der gør at det kan lade sig gøre.

Høstkomsammen. Igen i 2017 havde vi høstkomsammen på Ministervej. Og NU tænker vi at det har bidt sig fast for os. Efter lidt varierende tilslutning var det i år velbesøgt og på trods af lidt trist og grå dag var der dejlig fællesmad og glade børn og voksne. Det gør vi igen.

Vores sædvanlige efterårs-foredrag gik desværre i vasken, men i 2018 vil vi forsøge os med et Kystkøkken-arrangement med foredrag i Madsmedjen.

Som sidste år tændte vi igen juletræet foran købmanden i slutningen af november. Denne gang så sent at mørket havde sænket sig, og det blev faktisk rigtigt hyggeligt. Beboerforeningen serverede suppe og selv om det var lidt koldt, var der mere end 50 spisende gæster.

Året sidste arrangement var som altid fastelavnsfesten, som vi afholder sammen med HUI. Den glæder vi os til hvert år, for her møder mange op – og mange udklædte børn giver de 3 tønder en gang bank. Vi bakkes op af de mange frivillige kage-bagere, tak for det!

Andet i året der gik – HBF forsøger at være repræsenteret til diverse borgermøder og workshops:

Stier i Hjortdal. Sammen med kommunen og Krabben har vi været i gang med at snakke stisystemer i og omkring Hjortdal. Det er jo noget, der involverer private lodsejere, så endnu ved vi ikke hvor det ender, men kommunen har hjulpet os med at tegne kort og finde lodsejere, så vi måske kan begynde at finde en ende at starte i J

Lien Landsbyerne. I løbet af 2017 har en gruppe beboere gjort lidt tilnærmelser til Tranum. Der er interesse for et samarbejde fra begge sider, og Lien Landsbyerne er så småt på sporet. I første omgang bliver der delt arrangementer, tips, tricks, ideer og oplevelser via digitale medier, og så ser vi om ikke vi stille og roligt finder ud af hvordan vi bedste muligt supplerer hinanden.

Multihuset har HBF jo også været involveret i, og vil også fremover bakke op med alt hvad vi formår J

Hjortdal Beboerforening fik i 2017 en lille pose penge fra SE Nyfors Fonden, til indkøb af bordtennisborde. Meningen er at Mick her d. 24. marts kl. 14 gerne vil se alle interesserede til en indvielse af de nye borde, med mulighed for at høre mere om hvordan og hvornår HUI opstarter en bordtennisafdeling.

Ellers har Beboerforeningen jo også deltaget i diverse møder og workshops med kommunen, LUP-møde, Læger til Fjerritslev og hvad vi nu ellers tænker kan have betydning for vores lokalsamfund.

 

  1. Regnskabsaflæggelse – Bo Poulsen fremlagde foreningens regnskab, der blev godkendt

 

  1. Indkomne forslag:
    1. Paraplyorganisation for Hjortdal – Susanne Knudsen fortalte kort om lignende i andre byer
    2. Årligt landsbymøde – Susanne Knudsen foreslog et årligt fællesmøde, hvor foreninger og klubber kan præsentere sig selv og hvad de laver
    3. Informationstavle ved købmanden – Susanne Knudsen

 

  1. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
    1. Anne-Sofie Kruse-Krogh, Mick Gulbæk og Lotte Engelbrecht blev alle genvalgt.
    2. Som suppleant blev valgt Katrine Bilgram

 

  1. Valg af revisor: Bent Kjeldgaard blev genvalgt

 

  1. Fremtiden:

Med glæde har vi set Søstjernen rejse sig igen, Madsmedjen åbne, en ny svømmehal og både Husmoderforening, Trail Builder Laug og strikkeklub og de øvrige klubber og foreninger i området trives. Beboerforeningen er altid klar til at bakke op om arrangementer og aktiviteter, der giver indhold og værdi for vores lokalområde. Men det kan vi jo kun, fordi der er så mange aktive, engagerede og begejstrede mennesker, der både bor og flytter til Hjortdal-Slettestrand området.

Vi ser frem til det videre arbejde med Multihuset, med stier i området, ideer med Maries Hus og hvor der nu ellers er eller bliver brug for at vi giver en hjælpende hånd. Sammen kan vi bare så utroligt meget, og tak for det.

 

  1. Kontingentfastsættelse:

Kontingenter fortsætter uændret: 100,- pr. husstand og 50,- for enlige og pensionister.

 

  1. Eventuelt

Mor-barn gymnastik forventes opstartet i Søstjerne-regi

Havbadehuset har officiel åbning fredag d. 23. kl. 12

2 tanker om "Generalforsamling 2018"

  1. Hej.
    Hvordan og hvor kan vi melde os ind i beboerforeningen?
    Mvh.
    Jan og Margrethe
    Abishøje

    1. Hej Jan og Margrethe
      Det er faktisk nu her i efteråret at vi opkræver kontingenter, så vi får jer lige på listen, så lander der end seddel i jeres postkasse snarest muligt :-)
      Mvh. Lotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *